NYT FRA BESTYRELSEN - JULI 2025

NY VICEVÆRT GODT FRA START

Vi er kommet godt fra start med vores nye vicevært, der i øvrigt hedder Casper. Så hils gerne på ham, når du ser ham i gården eller andre steder i ejendommen.

Ser du noget, der trænger, så skriv til bestyrelsen: bestyrelsen@frankrigshuse.dk

NYE VEDTÆGTER

Vi har ramt en formel detalje i forhold til tinglysning af vedtægterne, som gør, at processen trækker ud. Vi orienterer så snart vi ved mere - og forhåbentlig er næste skridt, at vedtægterne er tinglyst og kan træde i kraft.

FERIESTEMNING

Sommeren betyder forhåbentlig masser af godt vejr og timer på altanen og i gårdene.

Husk at læse husordenen, så vi alle kan være her. Det gælder særligt i forhold til høj musik, grill og aktivitet med vinduerne åbne.

Foreningen har bænke og kulgrill i gården ved Blok 2, til fri afbenyttelse. Vi forventer selvfølgelig, at der ryddes pænt op efter brug.

HUSK AT VARSLE KORREKT

Det er vigtigt, at du varsler dine naboer, når du renoverer, lukker for strøm og vand, holder fest eller andre ting, der stikker ud fra hverdagen.

Vi har set et par tilfælde, hvor bestyrelsen ikke har været orienteret om renovering, hvilket betød et større detektivarbejde end nødvendigt, fordi der var akut brug for at finde ud af, hvor noget var galt.

Det er ikke tilstrækkeligt at varsle på facebook. Har du brug for at varsle mere end egen opgang, så skriv til bestyrelsen.

Guide for varsling finder du her: frankrigshuse.dk/varsling

LOFTSVINDUER: KUN PÅ KLEM

Til trods for påmindelse i sidste måned, ser vi fortsat loftsvinduer bliver åbnet helt op, og ikke lukket igen. Så nu kommer der en klar instruks:

Hvis du åbner et loftsvindue, så gør det kun på klem. Det holder duer og det meste regn ude. Og hjælp også med at få vinduerne lukket igen, så de ikke blæser af.

NYT FRA BESTYRELSEN - JUNI 2025

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Vi fik afholdt den ekstraordinære generalforsamling mandag 2. juni, hvor forslaget om nye vedtægter blev endeligt vedtaget. Referat kommer selvfølgelig på hjemmesiden i løbet af en uges tid, og i løbet af juni, får vi opdateret vedtægterne på hjemmesiden.

NYT VICEVÆRTFIRMA

Vi skiftede 1. juni til “Fejekosten” som vicevært i foreningen. Kontaktinfo og indmelding af fejl, mangler og andre ting, der trænger til opmærksomhed fortsætter som hidtil (til bestyrelsen). Der kommer dog nye ansigter i gård- og gadebilledet.

Oplever du noget der ændrer sig - godt eller skidt - så hører vi gerne om det.

TAGPROJEKTET ER AFSLUTTET

Vi er færdige med tagprojektet og cirka halvdelen af ejerne har valgt at betale andelen kontant. Det er godt for foreningens økonomi, da fælleslånet teknisk set ligger på foreningen. Tak for tålmodighed, hjælp og forståelse undervejs.

SÆSON FOR MALING AF ALTAN

Drømmer du om at have en nymalet altan, ligesom mange ejere efterhånden har fået, så stiller foreningen malingen til rådighed, så du kan give altanværnet en opfriskning.

Læs hvordan du får fat i malingen på: frankrigshuse.dk/altaner

GADEDØRE OLIERES I JUNI

Vi får olieret alle gadedøre både indvendigt og udvendigt i juni. Vi sætter selvfølgelig skilt op med “nymalet”, men vær obs på, at olien kan smitte af i nogle dage.

ÅBNER DU ET VINDUE – SÅ LUK DET IGEN

Det kniber med at få lukket vinduerne på loftet og i opgangene.

Særligt på loftet er åbne vinduer adgang for duer, der flyver ind og finder redemateriale og “tømmer tanken” udover vasketøj og tingene i loftsrummene.

Åbner du et vindue, så sæt det absolut kun på klem. Og hjælp os med at få dem lukket igen, så de ikke blæser væk eller tager vand ind.

PIZZABAKKER SKAL NU I PAP

Tomme pizzabakker uden pizzarester, er nu velkomne i papcontaineren.

NYT FRA BESTYRELSEN - MAJ 2025

REFERAT FRA GENERALFORSAMLING KLAR

Vi fik afholdt årets ordinære generalforsamling. De primære punkter var orientering om afslutning af tagprojektet og forslaget om opdaterede vedtægter.

Vi fik også skiftet ud i bestyrelsen. Tak for indsatsen til Iben, Christoffer og Hanne, og velkommen til Julia, Stine og Michelle.

Referatet er tilgængeligt på: frankrigshuse.dk

RETTELSE: EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING 2. JUNI

Der var ikke nok fremmødte ejere på generalforsamlingen til at træffe en endelig afgørelse om de nye vedtægter. Så vi indkalder snarest til en ekstraordinær generalforsamling. Datoen bliver 2. juni og formel indkaldelse følger i starten af maj.

ELTAVLEN ER MÅSKE KLAR TIL EN UDSKIFTNING

Der har for nylig været en elskadesag, hvor ejer endte med selv at betale for en ny eltavle. Eltavlens alder gav så høj nedskrivningen ifølge forsikringens tabeller, at det ikke gav økonomisk mening at gøre en forsikringssag ud af det, da erstatningsbeløbet ville være lavere end selvrisikoen.

Så vi minder om, at det er ejers ansvar at sørge for, at eltavle og installationer er både lovlige og tidssvarende. Det er ikke noget, de fleste af os tænker over i dagligdagen, så har du en gammel tavle, er det måske værd at få en elektriker til at vurdere, om det er blevet tid til at skifte til en nyere model.

VI LUKKER FOR VARMEN 15. MAJ

Som anbefalet af HOFOR, slukker vi for varmen d. 15. maj. Har du planer om at udskifte radiatorer, så er sommersæsonen det bedste tidspunkt at få det gjort. 

Husk at “motionere” dine termostater månedligt hen over sommeren med et par drej op og ned, så de er klar til en ny sæson, når vi når efteråret.

NY TRAPPEVASK – FJERN SKO OG MÅTTER

Vi har fået ny leverandør af trappevask og vi håber, det bliver et godt samarbejde der gør en synlig forskel. For at sikre det bedste resultat, minder vi om, at det ifølge husordenen ikke er tilladt i parkere sko, dørmåtter og andre effekter i opgangene. Det er også den aftale vi har lavet med leverandøren, så vi forventer alle får tingene taget ind, så det er muligt at holde trapperne pæne og rene for os alle.

Brev om fordeling af omkostninger til tagprojektet

En påmindelse om, at der 28. marts er udsendt email til alle ejere fra Øens Ejendomsadministration (mailen er sendt fra Pelle Jagtboe).

I mailen er vedhæftet to dokumenter: En fordelingsoversigt, så du kan se din lejligheds andel af tagprojektet. Og et brev, der beskriver vilkår for deltagelse i fælleslånet, samt dato for indbetaling af din andel kontant, hvis du vil undgå fælleslånet.

Har du ikke modtaget mailen, så kig i din spam mappe.

Dukker den ikke op, så skriv til administrator for at få tjekket op på, at den korrekte emailadresse er registreret og få tilsendt dokumenterne igen.

Vi har også lagt mere information på Tagprojektsiden.

NYT FRA BESTYRELSEN - APRIL 2025

TAGPROJEKTET ER FÆRDIGT!

Den 31. marts har etape 4-beboere atter fået adgang til loftet. Det betyder, at tagprojektet nu mere eller mindre er afsluttet. Småting udestår, der betegnes som fejl og mangler, og de bliver udbedret i løbet af uge 14. 

Alle ejere har desuden modtaget information om deres omkostningsandel af tagprojektet og information om indbetaling af beløbet eller finansiering

ÅRETS CYKELOPRYDNING

Vi rydder igen op blandt cykler, barnevogne og andre ting med hjul i kældre og gårde. Der bliver påsat tape i starten af april, som du efterfølgende skal fjerne for at vise, at køretøjet er i brug.

Cykler og andre effekter, der stadig har tape på efter den 28. april 2024 bliver indsamlet og afleveret til hittegods. Husk, at tapen skal i skraldespanden.

OPGANGSBELYSNING PÅ PLADS

Opgangsbelysningen er indstillet i alle opgange, og burde nu fungere efter hensigten. Det vil sige, at lyset skal tænde automatisk, når man træder ind i opgangen og bagefter slukkes igen efter et par minutter. 

Aktiveres lyset, skal det tænde i hele opgangen. Hvis du oplever, at opgangslyset ikke fungerer, hører vi gerne fra dig på bestyrelsen@frankrigshuse.dk

HAVEAFFALDSBEHOLDER - NU I BEGGE GÅRDE!

Foråret har taget plantesæsonen med sig, og derfor er haveaffaldsbeholderne nu tilbage - denne gang i begge gårde. 

Husk, at beholderne er til planter, nedfaldsfrugt og grene, men ikke til jord. Der må heller ikke komme bioposer i containeren.

NY TRAPPEVASK OG NY VICEVÆRT

Vi har opsagt samarbejdet med JR Service, som både var vicevært for vores forening og for gårdlauget, ligesom de også stod for trappevask. 

Vi har nu startet et særskilt samarbejde op med ny trappevask, og er ved at finde et firma, der kan hjælpe os med viceværtsopgaver både i foreningen og i gårdlauget.